Små fortællinger

I den nordvestlige del af Himmerland, mellem Vitskøl Kloster og Rønbjerg - et stenkast fra Bjørnsholm bugt - lå en gang et lille undseligt husmandssted. Manden der boede der havde tydeligvis andre interesser, end at kravle på sine gamle knæ og hive ukrudt op. Og det var tydeligt der ikke var en kvinde i huset. Samme hus burde i øvrigt have været kalket for længst og mønningen skulle nok også have været repareret før der trængte vand ind. Ukrudtet i haven var efterhånden højere end kartoflerne - som han trods alt havde fået lagt, omend det først var da andres stod i blomst -. Manden var en af de lokale særlinge - Jens Guestååen kaldet -. Guestååen, fordi han aldrig havde travlt med at komme videre når han var på visit, hvilket nærmest var hans varemærke. Jens var en særling på flere måder. Han var en meget afholdt gæst til diverse sammenkomster på grund af sin livlige og humoristiske fortællekunst. Han havde altid noget i ærmet til enhver lejlighed. Han digtede om de fleste daglige gøremål og begivenheder. Og altid på det lokale sprog, himmerlandsk. Som f.eks. til et gilde hos Laes Poulsen, der havde været meget syg, og lige netop havde klaret skærene. Og det på trods af at lægen havde spået et andet udfald af hans sygdom. Da Laes klarede den, mente Jens godt man kunne spøge med det. Så han havde til lejligheden skrevet følgende lille vers om Laes:

Laes Poulsen fra Næjsby håd misste hans gnist,

ja dowtoren så'e det var li'e på det sist.

Han tøt Laes og kuunen sku hygg sæ di tow,

å snakk om åll det gue di ku how.

Så di fannt en flask sherry å djer pænest tøw,

for nætten vill Laes jå´å øwwerløw.

Å di skoolt å di griint å di roost hinåån,

å de mjæst å nætten den gik så såån.

Mæ itt glas tebaag såå Laes te sin kuen:

"si det hår do fortjænt om nuen".

"Åh nej bette fåår" såå hun å tow hans håårn,

"ta do no de, do ska jå´å op i måårn".

Det var altid til stor moro, når Jens foldede sig ud på denne måde og selv Laes bar over med Jens og kunne godt se det sjove i historien, nu han var kommet vel over sin sygdom. Til et høstgilde hos Stinne og Annæus i Næsbydale kom han også i centrum da en af gæsterne, drillende og fordi han vidste Jens var et let offer, med et glimt i øjet kom til at spørge:

-"Nå, var do i hawwen i guer Jens, når der no var så'n æ gott væjjer?" Velvidende at det var han da bestemt ikke. Mere skulle der ikke til før Jens kom i tanker om et vers han havde, der passede til lejligheden.

-"Ork ja " svarede Jens, "Å a gik da osse å digte' æ bette værs om hvo hått det var, å no ska I hør" "A kalder'e "Uha som der var varmt iguer".

Uha som der var varmt iguer,

for føst gång i manne daw.

Så a var u å venn no juer,

å luug lidt i min haw.

Det var hått å go mæ hakken,

ållerføst så sme a jakken.

Da a så håd gån dæ nøj,

mått a osse smid min trøj.

A ka' sæjje ud'n å lyw,

å det her er ganske vist:

Da a så sku te å ryw,

sme' a skjorten som det sist.

Ja, a gik fagtisk runnt å drøw,

i min båer arm å røw.

Så var Jens igen i sit es, alle var imponerede og spekulerede over hvor han dog fik det fra. Hvor mange af disse små hverdagsrim han havde i ærmerne var der ingen der vidste, men tilsyneladende havde han et til enhver situation. Denne evne levede Jens højt på, og ligesom han altid var god for en historie, var han også altid leveringsdygtig i ål. I Limfjorden lige nedenfor hvor han boede - udfor Aale Fælleshegn - med udsigt til Livø, havde han ikke så få af sine effektive fangstredskaber liggende. Det var gamle drænrør og bildæk, i hvilke ålene gemte sig i dagtimerne. Disse ål blev solgt og indbragte ikke så ringe en skilling. Det var et godt tilskud til pensionen og så blev de holdt udenfor hans mellemværende med skattevæsenet, hvilket ikke gjorde fornøjelsen mindre. Betingelsen for at købe ål hos Jens, var at han ville levere dem. Han så helst ikke besøgende i sit lille hjem. De kom ikke længere end til den lurvede havelåge der kun med nød og næppe sad fast med det ene hængsel. Når han gik rundt med ål til kunderne, faldt der nemlig som regel også noget af, i form af en lille en til halsen. Og dette med at gå rundt i omegnen og trænge sig på, var også et af hans mange særtegn.

Han havde ligeledes for vane ved festlige lejligheder – som regel uanmeldt - at komme med for gammelt chokolade eller en gammel støvet flaske vin som han selv havde fået forærende. Han kunne dukke op til morgensang til sølvbryllup, fødselsdage og lignende. Når bare der ikke var udsigt til for store udgifter, i forhold til de lækre tagselvborde og frie drikkevarer han kunne forvente. På denne måde var han mindre afholdt hos omgangskredsen, tillige med at han ved andre lejligheder i det daglige, tilfældigvis altid dukkede op ved frokost- eller kaffetid. Han havde en vane med - når han var på en af sine mange gåture til den nærliggende landsby, Ranum - at holde sig i nærheden af bager Olsen. Ja mange kunder der kendte Jens godt, kunne ligefrem finde på at gå forbi bageren når Jens var i byen, fordi de kendte hans små påtrængende særheder. Han kunne finde på at henvende sig til nemme ofre, som for eksempel en gang hvor møbelhandlerens Katrine kom ud med et brød under armen.

-"Nå, a ka si do hår æ fransbrø under armen", sagde Jens forventningsfuldt og så allerede sig selv sidde ved Katrines veldækkede kaffebord. Katrine vidste godt det var hans måde at invitere sig selv på, og fik ondt af den stakkels mand. Så var hans dag reddet. Det var et almindeligt samtaleemne i området, specielt blandt de der jævnligt fik besøg af Jens. Og der diskuteredes livligt om hvordan man kunne vende ham af med sin påtrængende adfærd. En af dem der blev flittigt besøgt var den nævenyttige Annæus Andersen, hvor Jens var til førnævnte høstgilde. Annæus var en ligeså udspekuleret og garvet ræv som Jens. Han pønsede på en plan om at give ham en lærestreg, for at vende ham af med denne adfærd, og ventede kun på den rigtige lejlighed bød sig. En lille månedstid efter dette høstgilde mødte han Jens i den lokale brugsforening i Ranum og udbrød:

-"Nej no hår a aldri skitt så tynn. Er det æ Jens vi hår der. Hvo bløw do å i guer?"

-"A var da u å si te min' rør å min' dæk, om der sku vær no ool. Hvofor det da?" svarede Jens.

-"Vi var da åll sammel te stuer gill ve Ejnar å Maren i Lendrup, han bløw 60 oer i guer. Åll de stuer var der da, Skrædder finsnit, Møbelanders, å Røjterjens' Henry. Der var da osse flier dæ spur' te hvo do bløw å. Å der var masser å både mad og brænnvin tilbag' da vi gik hjem. Der mangelt da bestemt ingenting, det gør'e no aldri i Marens kykken".

-"Det er sjov a æ hår høtt nøj te det da. Han sku no ha hat en bette ting" sagde Jens ærgerlig.

-"Nå men a hår travlt, ka do ha'e" sagde Annæus og skyndte sig videre.

På vej hjem ærgrede det Jens at han var gået glip af et så stort gilde. Måske han skulle kigge omkring Ejnar og sige tillykke. Jo mere han tænkte over det, jo mere blev han opsat på et besøg. Han kiggede op mod solen og vurderede, hvis han nu gik godt til, kunne han nå omkring brugsforeningen i Næsby og ofre en lille flaske brændevin på Ejnar. Så kunne han nu nok være fremme omkring frokosttid. Og med det kendskab han havde til Marens køkken og Ejnars gavmildhed med drikkevarer, skulle det nok også kunne svare sig. Sådan måtte det blive og han satte farten op. Der var godt nok blæst lidt op og der begyndte at trække mørke skyer ind fra vest, men han havde vinden i ryggen og skød en god fart. Og bare tanken om al den gode mad der ventede, - ikke mindst Marens flæskesylte, som var kendt vidt omkring - fik ham til at fortrænge tanken om hjemturen. Og et par store snapse til frokosten skulle også nok give ham varmen igen. Nu kunne han se Ejnars ejendom lidt længere fremme og der kom gudskelov røg op gennem skorstenen. Det var også på tide, for nu lukkede vorherre op for sluserne og regnen tog til. Det var Ejnar selv der lukkede op og Jens rakte ham straks brændevinen med et tillykke med dagen i går, i håb om hurtigt at komme ind i varmen. Ejnar så underligt på Jens, der så uforstående ud ved den noget kølige modtagelse. Ejnar regnede hurtigt ud at der var nogen der ville gøre grin med Jens, så han sagde bare kort:

-"Jamen Jens da, do ve da gott a fylder oer til Sankthans"

I samme sekund vidste Jens godt han var blevet narret. Ejnar der ikke havde lyst til få ham indenfor sagde bare kort:

-"Nå men gue tur hjem, å forresten tak for brænnvinen" og så lukkede han døren for næsen af Jens. Efter denne episode gik der nogen tid før Jens igen kom uanmeldt ved frokosttide. Og aldrig mere hos hverken Annæus eller Ejnar.