I trower de er løwn

Brøwdueflyvning er svær vil a sæj,

sjæl om det lyer så nem.

Bar' slip sinn duer løs æ fremme stæj,

å vent på di kommer hjem.

Vi hådd æ hold i Tyskland it oer,

å var egentli got tefress.

Di begynnt å kom hjem, men som tien den goer,

så mangelt nummer treogtres.

Dawen' di gik å hoowe svann inn,

vi trowwe den var bløwn kye nier.

vi håd tent i vor stille sinn,

vi aldri sku si'en mier.

Så jæn morn I trower de er løwn,

vi fek æ hiel suv i vor maw.

Ja vi trowwe æ vor egen øwn,

da vi so den komm goen i vor haw.

Hvem sku trow det etter så lång ti,

de var treogtres der kom slingern'.

Å da den så kom herhen ku vi si,

di håd glemt og pill elastikken å vingern'. 

Han misste hans gnist.

Laas Poulsen fra Næjsby håd misste hans gnist,

ja dowtoren så'e det var li'e på det sisst.

Han tøt't Laas og kuunen sku hyg' sæ de tow,

å snakk om åll det gue di ku how.

Så di fann en flask sherry å djer pænest tøw,

for nætten vill Las jå´å øwerløw.

Å di skoolt å di griint å di roost hinåån,

å de mjæst å nætten den gik så såån.

Mæ itt glas tebaag såå Laas te sin kuen:

"si det hår do fortjænt om nuen".

"Åh nej bette fåår" såå hun å tow hans håårn,

"ta do no de, do ska jåå op i måårn.

Uha som der var varmt iguer.

Uha som der var varmt iguer,

for føst gång i manne daw.

Så a var u å venn no juer,

å luug lidt i min haw.

Det var hått å go mæ hakken,

ållerføst så sme a jakken.

Da a så håd gån dæ nøj,

mått a osse smid min trøj.

A ka' sæjje ud'n å lyw,

å det her er ganske vist:

Da a så sku te å ryw,

sme a skjorten som det sist.

Ja a gik fagtisk runt å drøw,

i min bååre arm å røw.

I min' ejen tanker.

A låe i min seng å drømt no sjow,

å no ska' I hør hvå møj a ka how.

A soj på tønden å skrøw no rim,

ja somtier soj a dæ op te en tim.

Men sikke da no vers dæ bløw,

når a soj i min' ejen tanker å skrøw.

De handelt om nøj å ingenting,

å a kom somtier lonnt omkring.

Men bejst å ålt så passt æ lii'

at versen' gik op når a var færdi mæ å skii'. 

En snak' mæ dyelægen

A sna'kke mæ dyelæge Thomsen jen daw,

han bro'kke sæ øver mit sprow.

Hans ny' assistent håd wot ve å klaw,

han tøt a sna'kke så sjow.

"Min nye assistent kan ikke forstå,

hvad det er De siger når De taler.

Så det ville være rart hvis De ku' formå,

at afhjælpe disse kvaler".

"Nå men så ka do gott sæj te di' makker,

at det er for det vi æ taler, vi snakker".

 

Min kusine fra by'n .

Min kusine fra by'n var på besøøg,

å de var gott nok ingen spøøg.

Hun bløw kalt "Sutten" etter moren,

og var i kjowl te midt på loren.

Vi håd naboens øvver, å hun før sæ frem,

hun strøg gennem stowen da di sku te å hjem.

Hun lawwe no wejrmøller, hun håd lær i by'n,

å de var da æ skrækli syn.

Hun fløw gennem luften som en åen fowl,

det sku hun æ ha gjow i sån'en kjowl.

"Så I min behændighed?" spu'er "Sutten",

"Jo jo" så'e naboen, "Men vi kaller'n kutten".

Onnt i røjjen

Min dågter I ve, ham den bette Pie Lund,

han sku' ta' å vask hans mund.

A spuer om han håd no gue meddecin,

for det min røjj var i så'n en pin.

Så såe han den slummer, "gør'e ont flie stejjer",

å "er'e kommen akut"?

"Å kut hr. dowter, hva' er'e do sejjer",

"Do vee da vi æ er gyvt mæ å Ruth".

"Nej det hiele starte' så vidt a howwer,

i toosdas da a var u' å lu' rowwer".

Svær å finn arbe.

Det æ got nok svær å finn nøj å law,

a var u å søøg arbe den åån daw.

A spur' ve Nørr'gor, der var ve å grav groow,

så så'e han den unme de dumme sloow.

"A hå'r høtt do æ ka vær nuen stæjjer,

ja det er da bar' hva folk di sæjjer".

"Det ve a no æ om de passer,

sist oer håd a da fjovten plasser".

Det var æ som da di gammel håd gooren.

Ajjes han bløw haltres i oer,

å han håd arve di gammel djer goer.

Så han håd rajti bøjn te gill,

å de er da nøj a så gern' vill.

Så a pumpe' min syggel å kyer åstej,

for der var i lyvvl' æ gott stykke vej.

Da a så kom nøj kon uddente byyn,

møtt der mæ da æ skrækkle syyn.

Hans lååe sku kalkes, å stowhuse' fuges,

katoflern' sku hyppes, å roern' luges.

Flagg'e hengt' laser' nir långs snooren,

de var æ som da di gammel håd gooren.

Hans kyer var så møj no sølle pjalter,

han trængt' da vis te en ny forvallter.

Å hans griis var lisså mavver som fooren',

de var æ som da di gammel håd gooren.

A håd glæjje mæ te å eed' å drækk',

men sikke da no mad vi fækk'.

Flæske' var sur, å hååren forlooren,

de var æ som da di gammel håd gooren.

Men jen ting er lissom de ålti hår vott,

så de hiele æ ilyvvaller æ så svott.

Nok å øl å brænnvin foor'en,

lissom da di gammel håd gooren.

Min gue ven Tage.

Min gue ven Tage, en flinker fyr,

hår aldri brutt sæ møj om dyr.

Han hollt både bier å dronning,

bar' for å stjæll djer honning.

Han griint' så smøøre' i hans skegg,

når han sammelt hønsens egg.

å han glæjje' sæ te når kyern' sku javtes,

for de han visst di så sku' slavtes.

Men dyren' derimue var vill mæ ham,

så møj han somtier bløw te skam.

Ja folk djer hanhunn, a hår aldri kenn mage,

di hoppe å di sprang på biinen' å Tage.

Di gjow hva di ku, men lii litt hjalp'e,

de er enno aldri bløwn te hvalpe.

Min firbiner' ven.

A håd en firbiner' ven derhjemm,

å det er da jen a sjænt vil glemm.

Den vente åltie på sin plass,

når a kom hjem fra stuer kalass.

Å når a no fik bette øwn,

den hjalp mæ te å fall i søwn.

Trods det at det jenn bien engång håd wott brække,

å den osse var ve å vær' mat i betrække,

Men som man sæjjer, hva er'e det hier,

te ållersisst den ku æ mier.

Men ork som den var gue å blø,

ja her ku a ligfrem tenk mæ å dø.

Å vi snakker hverken om hund heller kat,

men om den bejst divan a nuen tier hår hat.

Den ny dowter Sand

A snakke med så møj en sladdervorn kuen,

hun visst beskie mæ ållting, om nuen.

Hun såe hvis en daw a fik onnt i min maw,

så visst hun gott hoe henn a sku klaw.

Do ska ta å go hen te den ny dowter Sand,

han er så møj en råre mand.

Han er så sjarmiern', å som han ka snak',

å så så'e hun fowal å tak.

Da så min mand, den gammel Jens Petter,

han døwwe så møj mæ - å hør no etter.

Han håd' no døw mæ hans tarm' å en tand,

så var'e a kom te å tenk på dowter Sand.

Så vi sennt bud te den her sjarmør,

Han var gott nok rår, men no ska I hør.

Hun håd' ret han var både ung å flot,

å hans hoer det såd da osse got.

Hans øwn var så blo, å hans mund så fin,

men han håd' ingen forstann på meddesin.

Han ga Jens Petter no saft han sku drikk,

men jo mir han drak, des værre det gikk.

Så vi sennt bud enno en gång,

å vi vente' sjæl om tien var lång.

Men han komm li så snår han håd fått hans føe,

å såj der li te Jens Petter døe.

En troende mand.

Villy er så møj en troende mand,

ja det gor lånnt øwer min forstand.

Å a ka got betro mæ te dæ,

han er møj mier troende enn mæ.

Han låånt mæ 200 nier på kroen,

men la ham no endli' go i troen.

For Villy han troer han foer hans pæng',

meeen det hår a no æ troe læng'.

Bette Johan

Bette Johan fra Ranum eng',

han var kommen i spjælle.

Han var "kommen te" å ta no peng',

forde han var forgælle.

Han kom te å sæj mæ Anton Kær,

som ku' blyw så towle gal.

Han håd slånn en mand fordær',

en gång te julebal.

En daw spur Anton stram i betrække,

"nååe hwa så, speller do kort"?

Nej nej såe bette Johan forskrække,

a hår åll min daw wot en bette lort.  

Æ sølle pjok

Jens var så møj æ sølle pjok,

som gik runt å fantasiere',

men Martha var aldri te å rok,

det var hende der rasst' å regiere'.

Men en daw såe Martha "prøv å hør:

Do sæjjer åltie ja å ammen.

Å a hår såe te dæ før,

do ska te å ta dæ sammen.

Do ska te å ta en bestemmels,

hva tøws do vi ska i mårn?"

Det var da en sær fornemmels,

Jens bløw paf å tow henne hårn.

"Å ta i skoven en tur, vill æ vær tosse,

å få vor kaffe under et træ"

"Ja ja" såe Martha, "det ku vi osse,

men det vil vi no æ"

Jens var så møj en ørn te å graw.

Jens var så møj en ørn te å graw,

å no håd han grawwe i flier daw.

han sku ha grawwe en rend igennem hawwen

å ku spår no peng we sjæl å lawwen.

Dæ sku lejjes no rør te en ny kloak,

så kom der en cykel, og det var Bak.

Han spur, så dum som han er den fætter:

"Jamen Jens, hwa ere da do grawer ætter?"

"Ja no trower do nok a fyller dæ mæ løwn,

det er læng sinn a hår fåt no søwn.

Så a er aldri det minnste frisk

å a vil så gern ha wåt u å fisk.

No hår a grawwe i regn å storm,

men a ka den unnme slet æ finn no worm".

På jawt i Mårbjer' æng'

A var på jawt jen daw i Mårbjer' æng'

det hår a no wot så tit.

A tøt go'nok a håd gon dæ læng'

men aldri så møj som æ dyr håd a sit.

Da a så håd gon der det mjest å en daw,

å kom te det sønder' dij'

Så fek a så'n en trøkken i min maw.

Å var nøj te å sæt mæ nier å skij'

Å da a så var færdi mæ å præss,

å sku te å tør' den bår'.

vil a li' ræk bag'u' å ta en tot græs

så fik a sgu fat i ører'n å en hår'.

Marinus på jawt etter en kærst.

Marinus nærm't sæ de ott'åtyw,

å håd endno ingen kuen.

Det vil a sæj' jer ud'n å lyw,

bekymrer' hans muer om nuen.

Så han tog te'e sommerbal,

å han vill' ta sæ sammen.

For det var godt nok æ så gal,

om han ku' mød' flammen.

Han soe sæ om da han kom ind,

om der var nøj der freste'.

Men jen var for mavver, en nåån for trind,

det var liig før hans hjert' det breste'.

Men så kom Rut, hun var som hun plejjer,

hende håd han tennt på læng'.

Hendes kjowl den stramme di rejti stejjer,

å så håd hun ves oss' no pæng'.

Han spur' flier gång' om hun vill dans,

å swåå're det var åltier ja.

Marinus tøtt at avten'n var hans,

det gik jo rejti gott endda.

Så spuer han dengång balle' var slut,

om han mått følle på vej.

"Jo jo, det må do da gern'" såe Rut,

å så gik de å'stej.

De sku hver sin vej i det stuer kryss,

så Marinus var bløwwen urolig.

Han spuer om æ der ku blyw te'e kyss,

"Jo jo, det ka'e da" swå're' hun trolig.

Å spøssmol håd Marinus flier,

men Rut var bløwwen nøj kon rej.

"Åh holl no, do må æ spør om mier,

for a døwwer såån mæ å sej nej".

Gue naboer

Ve Laes å Ruth var ålting så sølle,

de ku æ val få'e te å rann ronnt.

Der var æ mier enn lig' te ølle',

å det gjoww somtier onnt.

Men djer nabo, Jens i søndergoer,

liig' lidt længer hen.

Han håd hjulpen dem i manne oer,

så det gjoww han nok ijen.

Ruth vill' te å bag en kag',

så Laes mått skaff no sukker å ejg.

Men han kom no ret snåer tebag'

å han kløe sæ i hans skejg.

Rævven håd tånn djer høen i næt,

så han mått u å skaffe'.

Søndergoer var hans bejst gæt,

hvis han sku ha kag' te hans kaffe.

Han spuer om litt sukker å så no ejg oss,

å Jens var i gott humør.

"No for do to høns her ve woss,

å kyrer dem hjem i vor bør".

En daw han sku te byen, var hans cykkel brutt sammel,

så han mått ijen en tur te Jens.

"A er ilywwl ve å vær for gammel",

såe Jens, "så do ka da bar' få min imens".

Så gik djer gris hen å døe før jul,

å Jens var'e ijen han gik te

Han spendiere en gris te djer julesul

å var rejti gott tefress mæ de.

Men så en daw kom han slæwwen' på hans hææl,

"Hva ska do no lån' bette Laes"

"Åh no er æ hiel gal" svå're Laes, å var ve å vrææl,

"For min kuen gik hen å døe i jaes".

"Åh nej!" Såe Jens "no må do sjell klår' ræjsten,

det er snår æ te å bær'.

Så må do ha fat i præjsten,

for min kuen ka a æ unvær'".

Uheldig hjemkomst.

Vi søj no folk på Ranum krow,

for vi var bløwwen tøstig.

Å det var hyggli ka I trow,

Vi skoolt å håd e løstig.

Men kuenen tøtt a søj for længg,

vi sku ha kaffefremme'.

Hun ringe' a sku spåer min pæng'

å at a æ mått glemme'.

A fryggte når a så sku hjem,

å hør' på hennes jammer.

Så so a vindue' stow på klem,

å det var te vor kammer.

A lett' så vindue' og kravlt ind,

men hun håd wot ve å bag'.

Så a fallt te gulle' som en pind,

i tow bakker ejg å en kaag'.

Behøws a så fortæll jer mier,

for hun tøtt a var gånn for lånnt.

Hun høtt jo dengong a fallt nier,

å hun mått find på no ånnt.

Hun bløw så tosse, hun råbt å skreg,

hun himmelt op, a hår aldre kennt magen.

A bløw næjsten ædru å nøj kon bleg,

å fremmern' mått unnvær kagen.

I tror det er løgn

Brevdueflyvning er svært vil jeg sige,

selv om det lyder så nemt.

Bare slippe sine duer løs et fremmed sted,

og vente på de kommer hjem.

Vi havde et hold i Tyskland et år,

og var egentlig godt tilfreds.

De begyndte at komme hjem, men som tiden den går,

så manglede nummer treogtres.

Dagene de gik og håbet svandt ind,

vi troede den var blevet kørt ned.

vi havde tænkt i vort stille sind,

vi aldrig skulle se den mere.

Så en morgen, I tror det er løgn,

vi fik et sug i vores mave.

Ja vi troede ikke vore egne øjne,

da vi så den kom gående i vores have.

Hvem skulle tro det efter så lang tid,

det var treogtres der kom slingrende,

Og da den så kom her hen kunne vi se,

de havde glemt at pille elastikken af vingerne.

Han mistede gnisten.

Lars Poulsen på heden havde mistet gnisten,

ja lægen sagde det var lige på det sidste.

Han syntes Lars og konen skulle hygge sig de to,

og snakke om alt det gode de kunne huske.

Så de fandt en flaske sherry og deres pæneste tøj,

for natten ville Lars jo ikke overleve.

De skålede, og grinte, og roste hinanden,

og det meste af natten gik sådan.

Med et glas tilbage sagde Lars til sin kone:

"Se det har du fortjent om nogen"

"åh nej lille mand" sagde hun og tog hans hånd,

tag du nu det, du skal jo ikke op i morgen.

Uha som der var varmt i går.

Uha som der var varmt i går

for første gang i mange dage.

Så jeg var ude at vende noget jord,

og luge lidt i min have.

Det var hårdt at gå med hakken,

allerførst så smed jeg jakken.

Da jeg så havde gået der noget,

måtte jeg også smide min trøje.

Jeg kan sige det uden at lyve,

Og det her er ganske vist,

da jeg så skulle til at rive.

Smed jeg skjorten som det sidste.

Ja jeg gik faktisk rundt og drev,

i mine bare arme og rev.

I mine egne tanker

Jeg lå i min seng og drømte noget sjovt,

og nu skal I høre hvor meget jeg kan huske.

Jeg sad på toilettet og skrev nogle rim,

ja sommetider sad jeg der op til en time.

Men sikke da nogle vers der blev,

når jeg sad i mine egne tanker og skrev.

De handlede om noget og ingenting,

og jeg kom sommetider langt omkring.

Men bedst af alt så passede det lige,

at versene gik op når jeg var færdig med at skide.

En samtale med dyrlægen

Jeg talte med durlæge Thomsen en dag,

han klagede over mit sprog.

Hans nye assistent havde været ved at klage,

han syntes jeg talte så sjovt.

"Min nye assistent kan ikke forstå,

hvad det er de siger når De taler.

Så det ville være rart hvis De kunne formå,

at afhjælpe disser kvaler".

"Nå men så kan du sige til din assistent,

at det er fordi vi ikke taler, vi snakker. 

Min kusine fra byen.

Min kusine fra byen var på besøg,

og det var godt nok ingen spøg.

Hun blev kaldt "Sutten" efter moderen,

og var i kjole til midt på lårene.

Vi havde naboerne ovre, og hun førte sig frem,

hun strøg gennem stuen da de skulle hjem.

Hun lavede nogle vejrmøller, hun havde lært i byen,

og det var da et skrækkeligt syn.

Hun fløj gennem luften som en anden fugl,

det skulle hun ikke have gjort i sådan en kjole.

"Så I min behændighed?" spurgte "Sutten",

"Jo jo" sagde naboen, "Men her kalder vi den kutten.

Ondt i ryggen

Min læge I ved ham den lille Per Lund,

han skulle tage at vaske sin mund.

Jeg spurgte om han havde noget godt medicin,

fordi min ryg var i sådan en pine.

Så sagde han den slubbert, "gør det ondt flere steder",

og "er det kommet akut"?

"Af kut hr. doktor, hvad er det da du siger",

"Du ved da vi ikke er gift mig og Ruth".

"Nej det hele startede så vidt jeg husker,

i torsdags da jeg var ude at luge roer". 

Svært at finde arbejde

Det er godt nok svært at finde noget at lave,

ja jeg var ude at søge arbejde den anden dag.

Jeg spurgte hos Nørgård, der var ved at grave grøft,

så sagde han den undeme det dumme menneske.

"Jeg har hørt du ikke kan være nogen steder,

ja det er da bare hvad folk de siger".

"Det ved jeg nu ikke om det passer,

sidste år havde jeg da fjorten pladser". 

Det var ikke som da de gamle havde gården.

Anders han blev halvtreds i år,

og han havde arvet forældrenes gård.

Så han havde rigtig budt til gilde,

og det er da noget jeg så gerne vil.

Så jeg pumpede min cykel og kørte afsted,

for der var alligevel et godt stykke vej.

Da jeg så kom et stykke udenfor byen,

mødte der mig da et skrækkeligt syn.

Hans lade skulle kalkes, og stuehuset fuges,

kartoflerne skulle hyppes, og roerne luges.

Flaget hængte laset ned langs snoren,

det var ikke som da forældrene havde gården.

Hans køer var så meget nogle sølle stakler,

han trængte da vist til en ny forvalter.

Og hans grise var ligeså tynde som fårene,

det var ikke som da forældrene havde gården.

Jeg havde glædet mig til at spise og drikke,

men sikke da noget mad vi fik.

Flæsket var surt, og haren forloren,

det var ikke som da forældrene havde gården.

Men en ting er ligesom det altid har været,

så det hele er alligevel ikke så sort.

Nok af øl og brændevin får man,

ligesom da forældrene havde gården.

Min gode ven Tage.

Min gode ven Tage, en flink fyr,

har aldrig brudt sig meget om dyr. 

Han holdt både bier og dronning,

bare for at stjæle deres honning.

Han grinede så smørret i sit skæg,

når han samlede hønsenes æg.

Og  han glædede sig til når køerne skulle jagtes,

fordi han vidste de så skulle slagtes.

Men dyrene derimod var vilde med ham,

så meget han sommetider bliv til skamme.

Ja folks hanhunde, jeg har aldrig kendt mage,

de hoppede op sprang på benene af Tage.

De gjorde hvad de kunne, men lige lidt hjalp det,

Det er endnu aldrig blevet til hvalpe. 

Min firbenede ven.

Jeg havde en firbenet ven derhjemme,

og det er da en jeg sent vil glemme.

Den ventede altid på sin plads,

når jeg kom hjem fra stor kalas.

Og når jeg nu fik små øjne,

den hjalp mig til at falde i søvn. 

Trods det at det ene ben engang havde været brækket,

og den var ved at være mat i betrækket,

så er det som man siger, hvad er det det hedder,

til allersidst den kunne ikke mere.

Men åh som den var god og blød,

ja her kunne jeg ligefrem tænke mig at dø.

Og vi snakker hverken om hund eller kat,

men om den bedste sofa jeg nogensinde har haft.

Den nye doktor Sand

Jeg talte med en meget snakkesalig kone,

hun vidste besked med alt, om nogen.

Hun sagde at hvis jeg en dag fik ondt i min mave,

så vidste hun godt hvorhenne jeg skulle klage.

Du skal gå hen til den nye doktor Sand,

han er så meget en rar mand.

Han er så charmerende, og som han kan snakke,

og så sagde hun farvel og tak.

Da så min mand, den gamle Jens Petter,

han døjede så meget med - og hør nu efter.

Han havde nogle problemer med sine tarme og en tand,

så var det jeg kom til at tænke på doktor Sand.

Så vi sendte bud efter denne her charmør,

han var godt nok rar, men nu skal I høre.

Hun havde ret han var både ung og flot,

og hans hår det sad da også godt.

Hans øjne var så blå, og hans mund så fin,

men han havde ingen forstand på medicin.

Han gav Jens Petter noget saft han skulle drikke,

men jo mere han drak, des værre det gik.

Så vi sendte bud endnu en gang,

og vi ventede selvom tiden var lang.

Men han kom så snart han havde spist,

og sad der lige til Jens Petter døde.